E-handel til udlandet – vi har brug for forandringer

E-handelen stormer frem. Vi handler mere og mere på nettet. Desværre er det sådan i Danmark, at en stadig større del af vores e-handel går til udenlandske netbutikker. Samtidig køber udlændinge langt fra nok i danske netbutikker. Vores ‘netto’ e-handel til udlandet er dermed i minus.

Nogen mener, at det drejer sig om, at vi ikke er dygtige nok, ikke ihærdige nok, og at vi ikke vil det nok.

De tager fejl.

Efter min mening er danske webshops generelt på niveau eller over i europæisk sammenhæng i de fleste aspekter.

De store udfordringer finder vi i to kategorier:

  • Moms
  • Fragt

Moms

Webhandel til udlandetDen danske momssats er med 25% Europas højeste. Lande som Kroatien og Sverige har også 25% som udgangspunkt, men så er der særregler for visse typer varer.

Det giver en fordel til udenlandske netbutikker, der kan sælge med deres lavere moms til kunder i Danmark, såfremt butikken sælger for mindre end 280.000 kr. (februar ’15) til danske kunder pr. år.

Butikker der sælger for mere skal afregne dansk moms overfor kunderne, men mange gør det ikke, og SKAT har en stor udfordring med at lokalisere butikkerne.

Så længe det ikke bliver ændret, vil danske netbutikker have en klar barriere ift. at sælge til udlandet og omvendt vil udenlandske netbutikker have lettere ved at sælge til os i Danmark, og det er ikke godt for vores e-handel til udlandet.

Fragt

Den anden store udfordring er fragtomkostningerne, både ved at sende internt i Danmark – men især ved at sende til udlandet.

Da jeg havde min webshop, måtte jeg tydeliggøre, at jeg ikke solgte til udlandet, for det blev ganske enkelt svimlende dyrt.

Jeg benyttede den udmærkede løsning (både teknisk og mht. priser) fra pakkelabels.dk, og pakker til Danmark kostede mig 34,- + moms.

Jeg havde en ihærdig kunde fra Sverige, som gerne ville betale merprisen for fragten, og prisen endte for ham på knap 112,- for at få en pakke sendt til Skåne.

Høje fragtomkostningerDet er en merpris på 70,- inkl. moms eller 263% af prisen for at sende en pakke til Amager!

Jeg har for nylig købt strømper i en engelsk webshop. Fragten var £1,50 – dvs. omkring 13,50 kr. Uanset at de måske har sat den til den lave side for at trække kunder ind fra hele verden, så betaler de næppe 112,- for at sende en pakke fra England til Danmark.

I en anden webshop i England købte jeg forskellige hudplejeprodukter. Den dyreste fragt var på små 70,-. Denne pris skrev jeg med firmaet omkring, og de oplyste, at det var den pris, de selv betalte for at købe fragten. Handlede jeg for over 100,-, så faldt fragten til 55,-, så det var relativt let for mig at få fragten ned på et fornuftigt niveau.

Mit tredje eksempel var køb af barbercreme i USA. Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg så, at de kunne sende til Danmark i en fin kasse for 35,-! Jeg endte med at kunne holde mig under den magiske toldgrænse på 80,- og kunne købe produktet billigere end i Danmark (og endda også England).

Opråb

Det er uholdbart, at den danske regering ikke får ændret ’spillereglerne’, for vi har evnerne i Danmark til at lave succesfuld e-handel til udlandet.

Vi har højere løn- og leveomkostninger, men vi har også et højt vidensniveau, serviceniveau og teknologisk niveau, så jeg er ikke bange for, at vi kan konkurrere på helt lige fod, hvis vi for pokker bare kunne blive konkurrencedygtige på moms- og fragtfronten, så vi ikke starter med at være bagud 2-0 inden kampen er fløjtet igang…

Kilde:
FDIH

Skriv en kommentar